Vipperød 30. oktober 2009
Kære Statsminister Lars Løkke Rasmussen
Som medlem af Venstre modtog jeg, ligesom alle andre jordbrugere
i Danmark, et brev fra dig, Venstres formand. I brevet henviser du
til de blandede reaktioner, der har været på Grøn Vækst planen.
I modsætning til det tidspunkt, hvor du udsendte dit brev,
kender vi nu Grøn Vækstpakkens konsekvenser for landbruget og de er
yderst skræmmende:
· Begrænsninger
i dyrkbare arealer, i form af dyrkningsfrie bræmmer, våde enge og
skovrejsning svarende til 75.000 ha (1½ gang det danske
brødhvedeareal)
· Påtvungne
arealer med efterafgrøder, svarende 380.000 ha. uden nogen bevislig
effekt for vandmiljøet.
· Nedsættelse af
kvælstofkvoter, som i forvejen er 20 % for lave i forhold til
fagligt optimalt niveau.
· Endnu ikke
fastlagte tiltag med mindst tilsvarende begrænsninger for
landbruget.
· Nye afgifter
på plantebeskyttelsesmidler, samt en række tiltag på
plantebeskyttelses området, som alle medfører store omkostninger og
begrænsninger for landbruget.
Der er desværre ingen tvivl om, at hvis forslagene ikke stoppes
nu, vil de blive gennemført stort set som i ovenstående.
Beregninger viser, at alle tiltagene, vil have meget store
økonomiske konsekvenser for landbruget, nemlig svarende til ca.
1500 kroner pr. ha i gennemsnit. Dette er ensbetydende med en årlig
merudgift for dansk landbrug på 3,5 mia. kroner. I beregningen er
der endda ikke taget højde for alle de yderlige lovindgreb, der som
resultat af Grøn Vækstplanen, bare ligger og venter på at blive
vedtaget, inden for den nærmeste fremtid.
Alt dette ville være ganske reglementeret, hvis adfærd i
landbruget var af en sådan art, at lovindgreb og tiltag er
nødvendige. Men imidlertid har vi verdens reneste grundvand. Alle
steder i Danmark kan vandet drikkes direkte fra vandhanen. Der er
ikke noget, der truer grundvandet. Utallige målinger fra GEUS viser
det samme. Vandløb, åer, søer og indre farvande har ikke haft det
bedre i generationer. Til trods for dette vælger Danmark, som det
eneste EU-land, at implementere EU's vandrammedirektiv, camoufleret
som Grøn Vækst.
Omkostningerne for vort producerende og eksporterende erhverv,
vil med vedtagelsen af Grøn Vækstplanen, stige i sådan et omfang,
at landbruget ikke vil overleve. Grøn Vækstplanen vil altså også
have store konsekvenser for finanssektoren og den danske
betalingsbalance. Samtidig vil tusindvis af landmænd tvinges ud på
et i forvejen yderst presset arbejdsmarked.
Med de nuværende kvælstofkvoter udpines jorden. Vi spiser op af
næste generations "humusbank". De afgrøder, som er høstet i år, har
mange steder et så lavt et proteinniveau, at de hverken kan bruges
til fødevarer eller til foder. De kan kun brændes. Men det må man
ikke!
Dansk landbrug står i en situation, hvor den gennemsnitlige
bedrift må budgettere med et underskud svarende til ca. 2500 kroner
om året pr. ha. de næste tre år. Samtidig har hovedparten af
bedrifterne oplevet store underskud de sidste to år. Vi ønsker ikke
tilskud og vil ikke ynkes. Vi ønsker et miljø, hvor vi har mulighed
for at producere os ud af krisen. Men Grøn Vækst planen bevirker
det modsatte. Den begrænser nemlig landbrugets muligheder for at
overleve.
Miljøministeren udtaler i forbindelse med et interview i
Landbrugsavisen, at når han bliver skældt ud både af landbruget og
de grønne organisationer, regner han med, at han har ramt rigtigt.
Jeg vil tillade mig at spørge Statsministeren: Er det på den måde
den Liberale/borgerlige regering pludselig fører politik? I så fald
er der tale populisme af den værste slags.
Man bør, i forbindelse med Klimatopmødet i København, benytte
anledningen til at give landbruget lov til at producere
CO2 neutral energi. Det kan vi nemlig gøre i rigelige
mængder. Regeringens plan omkring energiafgrøder og biogasanlæg er
uambitiøse og vil ikke være attraktive økonomiske alternativer.
Et kilo korn koster 75 øre. Det kan erstatte ½ liter olie. Det
vil sige CO2 neutral energi til 1,5 kroner pr. liter
"olie". En oplagt løsning!
Regeringen bør droppe Grøn vækst planen? Planen er et
uhensigtsmæssigt signal til et erhverv, der lige som mange andre
erhverv, er ramt hårdt af finanskrisen og som derfor er meget
sårbar over for forværrede vilkår.
Med håbet om forståelse og aktiv indgriben, inden denne
misvækstpakke tager livet af dansk landbrug.
Venlig hilsen
Vagn Lundsteen
Direktør AgroPro Sjælland og
mangeårigt medlem af Venstre og Venstres Ungdom