Grøn Vækst er det dyreste indgreb mod Dansk Landbrug
nogensinde v. Vagn Lundsteen
Nytårsudtalelse fra AgroPro Sjælland
Midt under klimatopmødet, hvor alles øjne var rettet mod
Bellacentret, vedtog folketinget en del af et af de dyreste indgreb
mod landbruget nogensinde. Kravet om efterafgrøder på 37 % på mere
end halvdelen af landbrugsarealet. Sammen med de andre lovindgreb i
forbindelse med Grøn Vækst pakken medvirker dette til en svækkelse
af dansk landbrugs økonomi, i størrelsesordenen 1-2 mia. afhængig
af en masse andre faktorer, blandt andet den fremtidige
prisudvikling på fødevarer. Der er ingen af de såkaldte
vækstelementer, der har nogen form for gunstig indflydelse på
økonomien. Vi ser kun begrænsninger og afgifter! Begrebet vækst,
har aldrig før i den grad været misbrugt!
AgroPro Sjælland er et rådgivningsselskab for planteavlere.
Alligevel har vi valgt i denne sag at udtrykke vor og vore kunders
store frustration over Grøn Vækst forslagene. De bygger på forkerte
grundlag. Endnu en gang har miljøorganisationerne haft held med
deres løgnagtige kampagner. Der er ikke grundlag for lovændringer
mod landbruget. Aldrig i nyere tid har fjorde, vandløb, grundvand
og fødevarer været renere. Folketinget ser spøgelser, der ikke
findes!
Vi har skrevet artikler, skrevet til Statsministeren og
folketingsmedlemmer. Vi har haft møder med direktøren for Landbrug
og Fødevarer, ansatte i Fødevareministeriet, folketingsmedlemmer og
Landbruget Fødevareudvalg. Der er blevet lyttet, men vi kan ikke
ændre noget, uden en generel holdningsændring over for
landbruget.
Hvorfor belaster man landbruget i en tid, hvor der er
finanskrise og hvor der er brug for at erhvervene tjener penge?
Hvorfor skal landbruget ikke have lige konkurrencevilkår i forholdt
til vore naboer i Nordeuropa? Hvorfor skal vi leve med globale
afregningspriser, samtidig med vi belastes af lokale afgifter?
Lad os opstille et seriøst scenarie:
o Når man om 5-10 år erkender at Grøn Vækst tiltagene, har været
uden effekt på miljøet og man har straffet de forkerte!
o Når det hvert år har kostet dansk landbrug 2-3 mia. kroner
ekstra, oven i de i forvejen store underskud!
o Når svineproduktionen er blevet en nicheproduktion og 100.000
er blevet arbejdsløse!
o Når hver tredje landmandsfamilie i Danmark er gået
konkurs!
o Når finanssektoren har tabt 100 mia. af landbrugets samlede
gæld på 400 mia. kroner!
- Så sidder man som politiker tilbage med et meget stort ansvar,
som vil svært at forklare for eftertiden.
Grøn vækst toget er kørt nu. Vi må se fremad og sørge for, at
det ikke sker igen. Men dansk landbrugs ledelse skal vågne op og få
gang i goodwill-maskinen, - det er der brug for. Vi har intet at
skjule eller være flove over. Vi producerer verdens reneste
fødevarer, belaster miljøet med "en dråbe i havet" og passer på dyr
og planter. Vi mangler bare at fortælle om det.
Ledende folketingspolitikere har fortalt os: " Landbruget er
selv skyld i deres dårlige image. Vi kan ikke hjælpe landbruget,
hvis ikke landbruget gør opmærksom på sig selv"! Derfor er vi over
for formand for Landbrug og Fødevarer, Michael Brochenhuus-Schack
fremkommet med nedenstående handlingsplan.
Forslag til 10 punkts plan for et "Landbrug med
Indflydelse":
1. Der afsættes 10 mio. kr. til en
markedsføring af landbruget.
2. Der laves helsideannoncer til dagblade, der
fortæller om landbrugets store betydning. Disse gentages
regelmæssigt.
3. Der produceres artikler, der fortæller om
den måde vi producerer på.
4. De forskellige grene inden for Landbrug og
Fødevarer får lov til at profilere sig selvstændigt (økologerne
holder sig jo ikke tilbage). Planteavlerne skal have et skarpere
image. Der satses på velargumenterende personer, - gerne flere.
5. Der laves alternative målinger på nitrat og
rester af plantebeskyttelsesmidler. Ordet pesticider afskaffes i
landbrugets ordbog og erstattes af plantebeskyttelsesmidler
6. Der laves en "taskforce" der samler op hele
vejen rundt. Der findes progressive planteavlere der har god tid nu
og godt kan bruge et ekstra salær.
7. Stop for den oversaglige dokumentation.
Vore modstandere holder sig ikke tilbage. Argumenter må gerne være
skarpe, men selvfølgelig ikke usande.
8. Der tilknyttes et juridisk team, der
sagsøger udtalelser fra miljøorganisationer og andre, der kommer
med udokumenterede udtalelser, der skader landbruget
9. Alle gode kræfter i landbruget mobiliseres
i et netværk, der på baggrund af informationer fra "Tal om
Landbruget 2008", Landbrug og Fødevarer og Landscentret fodrer
medier med propaganda.
10. Der holdes regelmæssige møder med fremtrædende
politikere fra alle folketingets partier, med henblik på intensiv
påvirkning og fremføring af propaganda.
Formanden har end ikke ulejliget sig til at svare os.
Vi skal som rådgivere prøve at få det bedste ud af den nuværende
situation for vore kunder. Det kræver nytænkning og gåpåmod for os
og vore kunder. Det skal nok gå, men det bliver en kæmpe
udfordring. Dansk landbrug har før været "til tælling" og
overlevelsesevnen er utrolig. Vi håber at vore finansielle
samarbejdspartnere ikke falder landbruget i ryggen, i denne svære
periode. Og for en gang skyld ser fremad, i stedet for at leve i
nuet!
Hermed ønskes alle et godt nytår, med fokus på udfordringer og
muligheder.
.