Fredag d. 24. september holdt vi møde med Henning Fogh og Palle
Greiersen fra Danish Agro.
Dagsorden var debat omkring Danish Agros måde at afregne
afgrøderne på. Danish Agro har i mange år haft et tvivlsomt renommé
omkring deres afregninger af afgrøderne, specielt i høst.
Renseprocenter ligger altid højere hos Danish Agro, end de gør
andre steder. Men i år er det gået helt galt, da man i flere
tilfælde, har set, at der er blevet tillagt op til 10 % ekstra
rensning på grund af spirede kerner. Vi har påtalt over for Danish
Agro at spirede kerner ingen kvalitetsforringende effekt har.
Hvilket man ikke kunne benægte.
Tilsvarende raps, hvor parameteret er FFA (frie fedt syrer). Vi
ser ikke nogen direkte sammenhæng mellem FFA og spiret raps. Dette
kunne Danish Agro heller ikke benægte.
Fra Danish Agros side fastholdt man, at de blev afregnet på
samme vis, når de solgte videre til Scanola, som Danish Agro
tilfældigvis også ejer hovedparten af.
Vi medgiver, at det er rimeligt at foderstoffirmaerne
tager et fradrag, i forhold til det, som de selv bliver belagt ved
salg. Men vi kan ikke acceptere dette "ta-selv-bord" som man
praktiserer i denne høst.
Vi må håndhæve, at det må være sidste år med disse "wild.-west"-
tilstande. Vi vil nu i AgroPro, lave vores egen udkast til en
kornafregningsaftale, som vi vil anbefale at vore kunder anvender i
fremtiden. Vi håber, at der blandt AgroPro kunder, er opbakning til
dette. Det kommende år med høje afgrødepriser er det rigtige til at
gennemtvinge den slags tiltag.
Vagn Lundsteen.